Adventure golf

Minigolf som en golfoplevelse


På vores 9 hullers Adventure golfbane kan du spille på nogle af verdens mest kendte golfhuller – bare i miniatureformat.

Adventure golf er en sjov blanding af golf og minigolf. Her spilles der med putter, og alle huller er designet som rigtige golfhuller med teesteder, fairway, rough, bunkers og greens. Alle kan deltage uanset alder og kendskab til golf, og der er garanti for sjov og underholdning, når forhindringerne skal klares, og man skal undgå at ende i vand eller bunker.

Adventure golf er minigolf på en anderledes måde. Golfoplevelsen er næsten som at spille på en rigtig  bane – bare hvor hele familien kan være med.

Priser

 VoksneBørn u/ 12 år & seniorer
1 runde:kr. 50,-kr. 25,-
Dagskort:kr. 90,-kr. 40,-
10-turs klippekort:kr. 400,-kr. 200,-

Betaling foregår i receptionen og priserne er inkl. leje af udstyr. Der skal forventes en spilletid på 30-40 min. for 4 personer.

Booking og baneregler

Booking er ikke nødvendig, dog kan der forekomme ventetid ved større arrangementer eller planlagte aktiviteter. Ved grupper over 20 personer er man velkommen til at kontakte os på tlf. 9649 6100, så sørger vi for, at der er plads på banen.

Vi gør opmærksom på, at vores Adventure Minigolfbane har tilknyttet nogle regler, som til enhver tid skal følges for, at alle får en god oplevelse. De er som følger:

  • Huller skal spilles i numerisk rækkefølge
  • Det er forældrenes ansvar at informere børn om risikoen ved vandhazarder, kanaler, forskel i niveauer og bevægende forhindringer på banen
  • Stå ikke bag spilleren

Adventure golf må kun spilles med en putter og den udleverede minigolf-bold.

Inspiration til hullerne

Som sagt er vores Adventure Minigolfbane inspireret af nogle af verdens mest kendte og anerkendte golfhuller. Det er dette, der gør at vores Adventure golf adskiller sig fra almindelig minigolf og tilbyder en helt unik, underholdende oplevelse. Inspiration bag hullerne er især hentet i USA og Storbritannien, men også på vores egen Backtee Course, som er en del af European Tour.

Hullerne er inspireret af:

  1. Hul 1 fra Backtee Course, Himmerland Golf & Spa Resort, Danmark
  2. Hul 7, “Player’s Pick” fra Valhalla Golf Club, USA
  3. Hul 12, “Golden Bell” fra Augusta, USA
  4. Hul 14 fra Celtic Manor, Wales
  5. Hul 18, “Casa Club” fra Valderrama, Spanien
  6. Hul 18, “Tom Morris” fra The St. Andrews, Skotland
  7. Hul 17, “Player’s Stadium Course” fra Sawgrass, USA
  8. Hul 8, “Postage Stamp” fra Royal Troon, Skotland
  9. Hul 9 fra Backtee Course, Himmerland Golf & Spa Resort, Danmark

Vi glæder os til at byde dig velkommen til et spil Adventure golf eller to på Himmerland Golf & Spa Resort.

Regler

Reglerne minder om dem, som du sikkert kender fra minigolf, og er som følger:

  • Hver spiller får en putter og en bold
  • Hver spiller må maks. bruge 5 slag pr. hul
  • Hver spiller slår deres første slag. Den spiller, hvis bold ligger tættest på hullet, fortsætter med deres andet slag og så videre. Hvis boldene støder sammen, er det blot en del af spillet
  • Ender bolden i vandet eller udenfor banen, samler spilleren bolden op og sætter den tilbage, hvorfra den blev spillet. 1 straffeslag noteres på scorekortet
  • Ender bolden i sandbunker eller rough, spilles bolden derfra uden straf
  • Vær opmærksom på instruktionerne for hvert hul – nogle huller har en svær og en nem rute. Hvis den svære rute vælges, og bolden går gennem den nemme, noteres 1 straffeslag på scorekortet.
  • Flagene skal blive i hullerne på alle tidspunkter
  • Til sidst tælles alle slag for hver spiller op, og den spiller med færrest slag vinder.

Held og lykke på Adventure golfbanen!

Autentisk Minigolf

Adventure golf er en god måde at introducere børn og nybegyndere til golfsporten. I forhold til minigolf er Adventure Minigolf mere tro mod ’rigtig’ golf med efterligninger af rigtige golfbaner, hvilket gør det en mere autentisk oplevelse. Her har man mulighed for at blive fortrolig med putteren, som bruges igennem hele spillet, og man kan begynde at øve sig i at vurdere banens forløb og greenens kurver. Samtidig er Adventure Minigolf en enormt underholdende aktivitet, som er oplagt til familie, venner eller kolleger, der vil konkurrere mod hinanden og samtidig have en god oplevelse. Ved et spil minigolf kan alle nemlig være med, og der går hurtigt sport i at få det laveste antal slag.