Ny direktør i Himmerland

Vi byder velkommen til Mark Bering

49-årige Mark Bering overtog 1. januar ansvaret for Himmerland Golf & Spa Resort

”Det er et job, jeg glæder mig meget til. Der findes utrolig få steder, der har så mange muligheder som
Himmerland Golf & Spa Resort, og mit nye job bliver vanvittigt interessant”.

Sådan siger 49-årige Mark Bering, der den 1. januar 2019 overtog stillingen som direktør for Himmerland Golf & Spa Resort.

Mark Bering kommer fra en stilling som regionsdirektør/ General Manager i First Hotels med ansvar for syv hoteller i Danmark og Sverige. Før det var han General Manager i Hotel Hvide Hus i Aalborg, og det er dermed en stor kapacitet indenfor hoteldrift, der overtager ansvaret for Himmerland Golf & Spa Resort.

”Jeg ser kæmpe muligheder i at få sat stedet endnu mere på landkortet. Der er unikke muligheder med
kombinationen af hotel, restaurant, spa-afdeling, konferencefaciliteter og golfbane. Det gør stedet til noget helt specielt, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang,” siger Mark Bering.

Godt valg

Bestyrelsesformand for Himmerland Golf & Spa Resort, Lars Larsen, glæder sig ligeledes til, at Mark Bering indtræder som direktør.
”Vi har taget os god tid for at være sikre på at finde den helt rigtige til jobbet. Jeg er ikke i tvivl om, at Mark vil være i stand til at løfte opgaven, og jeg ser frem til vores samarbejde,” siger Lars Larsen.

Han sender samtidig en tak til sin søn, Jacob Brunsborg, der påtog sig rollen som midlertidig direktør fra 10. september i år og frem til Mark Berings tiltrædelse den 1. januar.
”Jeg er glad for, at Jacob påtog sig opgaven. Det gjorde det muligt at bruge den nødvendige tid til at finde
den helt rigtige til at stå i spidsen for Himmerland Golf & Spa Resort for fremtiden,” siger Lars Larsen.